Velkommen til Ryparken II

Ryparken II er en boligafdeling under FSB-Bolig, som er beliggende på det ydre Østerbro. Afdelingen består af 164 lejemål, som spænder fra 1 til 5 værelses lejligheder.

 

Afdelingen har skønne grønne områder med flere legepladser og mindre boldbane, som gør stedet ideelt til familier med mindre børn. Herudover er der en række fællesfaciliteter, såsom vaskeri, kabel-TV, samt selskabslokaler, cafe´og gæsterum som kan lejes for en billig penge.

Seneste nyt

Ejendomskontoret er lukket torsdag og fredag!
Bemærk: At ejendomskontoret holder lukket:

Torsdag den 17. maj (Kristi H.dag)  og fredag den 18. maj?

Med venlig hilsen
Ejendomskontoret
Temamøde - Tirsdag den 15. maj kl. 19.00

Kære beboere

Tirsdag den 15. maj kl. 19.00 afholder vi et temamøde, hvor vi vil drøfte nogle af de forslag som vil blive fremsat på afdelingsmødet den 22. maj.

Mødet afholdes i selskabslokalerne i nr. 21 st tv. (Husk gerne nøgle til at komme ind af gadedør)

Temaerne som vil blive drøftet er primært forslag om etablering af nyt TV/IT-system, terrænjustering til forebyggelse mod oversvømmelse samt kollektiv råderet til individuel udskiftning af køkkener.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Ændring af navn på dørtelefoner?
Vi har på ejendomskontoret fået flere forespørgsler om at få ændret navneskiltene på dørtelefonerne, og enkelte har spurgt om de selv kan ændre det. Men det duer ikke.

Hvis man ønsker at få ændret navneskiltet, så skal man enten komme ned på ejendomskontoret med en seddel, hvor man med blokbogstaver skriver hvilket navn man ønsker på dørtelefonen, samt adressen. Man kan også bare sende en mail til kontoret med samme informationer.

Vi forbeholder os retten til at forkorte fornavne, da der er enkelte skilte der ellers bliver meget lange.

Med venlig hilsen
Ejendomskontoret
Fra bestyrelsen (2. marts 2012)

Så er vi ved at være ved vejs ende med installering af de nye dørtelefoner og vi håber at alle er tilfredse og at formålet vil vise sig at blive opfyldt.

På samme måde er vi færdige med etablering af ensrettere i kloakerne i kælderområdet, således at vi nu skulle slippe for kloakvand i tilfælde af nye oversvømmelser. Der forestår nu fase 2 af oversvømmelsesprojektet, som går ud på at få justeret vores terræn, så vandet ikke løber herfra og ned i kældrene samt en afklaring på, hvorvidt vi kan få etableret faskiner hvor vandet kan udnyttes i vaskeriet.
Bestyrelsen holder møde med administrationen medio marts, hvor muligheder og økonomi vil blive drøftet.

Vi er også i gang med at se på ændring af P-pladserne, så man undgår klæbrigt nedfald fra træerne. Dette er dog ikke så ligetil som umiddelbart antaget, men sagen er i gang.

Endelig er der så småt ved at komme gang i TV/IT-projektet, hvor vi vil se på mulighederne for at få udskiftet YouSee med et alternativ som er både billigere, bedre og mere fleksibelt. I den forbindelse ses der også på mulighederne for at få etableret et super hurtigt internet for ejendommens beboere.
Der ligger dog et rimeligt stort arbejde forude, så nu må vi se.

Til sidst skal oplyses, at Lizzi Pedersen er udtrådt af bestyrelsen. Vi vil derfor opfordre jer til at overveje om ikke en bestyrelsespost var noget der kunne friste.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Reservedele til køleskabe mm. (uge 9 - 2012)
Ejendomskontoret har været rundt i alle ”gemmerne” og set hvad der har stået af køleskabe rundt omkring, og har nu tømt dem for reservedele.
 
Hvis der skulle være nogen der har defekte skuffer, hylder eller lign, så må man velkommen til at komme forbi kontoret og se om vi har noget man kan bruge, inden der bestilles nyt.
 
I øvrigt er Michael her ikke resten af ugen. Det er således Torben man skal henvende sig til.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen/ejendomskontoret
Vaskeriet på Internettet!
Så er vores vaskeri simpelthen på internettet.

Nu kan du gå ind på linket til højre for denne meddelelse, hvor du bl.a. kan se om der er ledige vaskemaskiner, hvad du har vasket for indtil nu osv.

Man skal også gå ind på saniva.dk under den fane der hedder Vasketur. Er både på dansk og engelsk.  Så skal man finde den afdeling der hedder fsb, og så Ryparken II.

Så dukker der en side op, hvor der er en fane der hedder brugermenu, og der trykker man så på bruger login.

Der taster man sit lejemålsnummer ind (det der står på brikken) og så er koden fra start 1234. Den skal man så ændre første gang man er på.


Med venlig hilsen
Ejendomskontoret
Larm fra ventilatorer! (6. januar 2012)

Ejendomskontoret har fået en del henvendelser om, at der er problemer med "larm" fra ventilationen.

Det kan oplyses, at vi  er ved at undersøge mulighederne for afhjælpning og at det vil blive bragt i orden hurtigst muligt.

Vi beklager meget de gener det giver for nogle beboere. 

Med venlig hilsen
Ejendomskontoret

Bestyrelsen konstitueret (maj 2011)

Afdelingsbestyrelsen har afholdt konstituerende møde torsdag den 9. juni.

På mødet blev flg. poster fordelt:

Formand: Svend W. Johannsen
Næstformand: Anita Heisterberg
Kontaktperson (Social): Pia Liske

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Bemærk! Nye åbningstider på ejendomskontoret fra 1. juni 2011

Fra onsdag den 1. juni bliver der ændret i ejendomskontorets åbningstider.

Aftenåbningen flyttes fra torsdag til onsdag, men stadig fra kl. 16.00 - 17.00

Med venlig hilsen
Ejendomskontoret

En lille opsang om affald!

Kære beboere

 

Nu kan vi endnu engang konstatere, at der er nogle som har svært ved det med at skille sig ordentlig af med sit affald.

 

Juletræer skal ikke smides på græsplænen, men lægges over blandt det andet grønne affald ved containerpladsen.

 

MEN endnu værre er det at der er folk, som smider løse bleer og andre mindre sjove ting i affaldsskakten eller at man ikke lukker affaldsposerne ordentligt.

 

En ting er, at det kræver ekstra tid for ejendomsfolkene, at skulle gøre ekstra rent, men det er altså også ret ulækkert når løse bleer, madrester og andet ligger ud over det hele i bunden af affaldsskakterne.

 

DERFOR: LUK JERES AFFALDSPOSER ORDENTLIGT OG SMID IKKE LØSE TING I AFFALDSSKAKTERNE!

 

Med venlig hilsen

 

Bestyrelsen og Ejendomskontoret

Om udlejning af selskabslokalerne og cafe´

Pr. 1. januar 2011 er udlejningen af selskabslokaler og cafe´ overgået til ejendomskontoret. Se nærmere under hovedmenuen "husorden mm."  
 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Gratis røgalarmer!

Hvis du ikke skulle være klar over det, så er der indkøbt røgalarm til alle beboere.

 

Du kan hente den gratis på ejendomskontoret.

 

Det er en rigtig god ide´, at få sat en røgalarm op i din lejlighed, da det gør at du og din familie vil blive advaret ved brand - inden det er for sent!

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Har du problemer med trykket på din bruser?

Flere beboere har efter installationer af de "nye" armaturer i badeværelset haft problemer med trykket på vandet og er du blandt dem som stadig bokser med problemet, så skal du henvende dig til ejendomskontoret, som så vil komme forbi og fikse det. Problemet er, at VVS-medarbejderen ved installationen ikke har sørget for at gennemskylde vandrøret inden opsætningen, hvilket betyder at en masse rust efterfølgende sætter sig i det filter, som sidder forrest i armaturet. Operationen tager ca. 20 minutter.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Problemer med varmen?    (30.nov. 2010)

Vi har konstateret, at der er en hel del beboere, som har haft problemer med at få varme nok i deres radiatorer, hvilket ko ikke ligefrem er det smarteste i denne tid.

 

Til orientering kan siges, at der nu er skruet ekstra op for varmen og at der arbejdes på at få løst problemet på længere sigt.

 

Hvis du alligevel har problemer med at få varme nok bedes du kontakte ejendomskontoret herom og samtidig sende en orientering til enten Anita eller Svend fra bestyrelsen. (Se mailadresser under menuen bestyrelsen)

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Vedr. Storskraldscontaineren.

(juli 2010)

Københavns kommune har lavet stik prøve kontrol, på hvad der bliver smidt i storskraldscontaineren. De har fundet dagrenovations affald såsom bleer, mad, haveaffald osv. i containeren. Det betyder nu at vi ikke har nogen storskraldscontainer mere. Dette skyldtes at der er nogen som ikke overholder de regler der er for hvad der må komme i den.

 

Storskrald skal nu sættes ved materialegården ved skiltet hvor der står ”STORSKRALD SÆTTES HER”.

 

Klik på nedenstående for at se den nye affaldshåndtering, om hvad man skal gøre med sit affald.

Med venlig hilsen

Ejendomskontoret

Martin Kofod

Affaldshåndtering - retningslinier

Bestyrelsesreferater fremover!

(juni 2010)

Det blev på afdelingsmødet i maj besluttet, at referater i papirversion fremover kun sættes op i vaskeriet samt i nr. 21 (ved ejendomskontoret).

 

Til gengæld kan alle hente eller læse alle referater her på hjemmesiden.

 

Man kan altid hente en fysisk udgave ved at kontakte ejendomskontoret, som så kan printe det ud fra hjemmesiden.

 

Iflg. den seneste lovændring skal alle referater være tilgængelige senest 4 uger efter møderne, hvilket bestyrelsen naturligvis vil sørge for.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Hunde på ejendommen?

Flere har henvendt sig til bestyrelsen om at nogle beboere har anskaffet sig hund! Det skal understreges, at det ikke er tilladt at have hund og heller ikke at passe andres hunde med overnatning.

 

Evt. overskridelse af reglerne vil omgående blive meldt videre til FSB og kan medføre opsigelse fra lejemålet.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Alarm på ejendomskontoret

(januar 2010)

Efter at der endnu engang har været indbrud på vores ejendomskontor har bestyrelsen besluttet, at der nu etableres alarm på kontoret.

 

Det er naturligvis sørgerligt, at dette skal være nødvendigt, men efter en del indbrud gennem de seneste år, som udover det økonomiske tab også medfører en masse ekstraarbejde for folkene på ejendomskontoret har bestyrelsen taget konsekvensen heraf.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Bevægelsessensorer i vaskeriet. (Dec. 2009)

Der er nu blevet sat såkaldte bevægelsessensorer op i vaskeriet, således at lyset slukkes når der ikke er nogen i vaskeriet.

 

Ideen er naturligvis at spare på strømmen.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Ved indbrud !

Alle beboere bedes være særlig opmærksomme og omgående kontakte politiet på tlf. 112, hvis man ser noget der kunne ligne indbrudsforsøg.

 

Bemærk, at 112 kun bruges ved akutte situationer, altså hvis et indbrud aktuelt er igang. Ellers anvendes tlf. 114.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Rydning af opgangene

Iflg. brandmyndighederne må der ikke stilles barnevogne, cykler eller andet i opgangene. Derfor skal du benytte de rum der er beregnet til dette. Hermed mindsker du også risikoen for at få stjålet tingene og er med til at holde opgangene rene til glæde for dig selv og dine medbeboere.

 

Ejendomskontoret følger jævnligt op og tjekker opgangene og evt. ting i opgangen vil blive fjernet på beboerens regning, svarende til den tid som ejendomsfolkene skal bruge hertil.

 

Jf. i øvrigt under husorden

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Om at bo alment

Nedenfor kan du få oplysninger, som kan være nyttige når man flytter ind i en almen boligafdeling. Du klikker blot på det sprog du ønsker, hvorefter der kommer en pjece, som giver nogle gode og vigtige information er.

Bemærk dog, at der er tale om generelle oplysninger og at disse kan afvige i forhold til Ryparken II.
Dansk Arabisk Bosnisk - Kroatisk - Serbisk Engelsk Fransk Somali Tyrkisk Urdu
Webansvarlig. swo@it.dk
 
Fra beboer til beboer

Hvis du har kommentarer eller noget du vil sælge/købe. Så er du velkommen til at sende et indslag.

 

Det gør du ved at sende tekst og evt. billede til swo@it.dk.

 

Så bringer vi det så hurtigt som muligt.

 

Gå til kommentarer. Klik her: Beboerkommentarer.

 

Gå til Køb, salg og bytte. Klik her: Køb, salg og bytte

Vaskeriet på nettet

Klik på dette link for at komme til status på vaskeriet.

Info Vaskeriet
Panikknap

I menuen for oven kan du få oplyst hvad du gør, hvis der ryger et vandrør eller lignende tekniske fatale udfald.

 

Du kan også klikke her: Panikknap

Anbefaling af håndværkere!

Anbefaling af gulvsliber, tømrer og elektriker. klik nedenfor:

 

Gulvslibning eller Tømrer

Næste afdelingsmøde

Det næste afdelingsmøde finder sted Tirsdag den 22. maj 2012 kl. 19.00. 

Hvis du vil have indflydelse på de beslutninger, som træffes (og dermed din husleje) er det vigtigt at du møder op.
 

Mødet finder som sædvanlig sted i selskabslokalerne i nr. 21 st tv.
 

Materiale til mødet er uddelt, men kan også hentes her - nedenfor!  (Dog ikke diverse regnskaber) 
 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Dagsorden Forretningsorden Beretning Forslag til mødet Bilag til forslag Vedtægter

Eksterne links

Om byttelejlighed / fremleje

Hvis du overvejer at bytte eller fremleje din lejlighed kan du tjekke reglerne her.

 

Klik her: Bytte eller fremleje?

Beboerforeningen Ryparken II - Ryparken 19 st. tv. 2100 København Ø - E-mail. swo@it.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net